På denne side har vi samlet de bedste råd til, hvordan du skal forholde dig før, under og efter riffelskydeprøven.

 

Før prøven

Før prøven skal du:

  • Have gennemført det obligatoriske riffelskydeforløb, såfremt det er første gang, du aflægger riffelprøve.
  • Sikre at dit jagttegn er betalt og modtaget, eller at du har printet et midlertidigt jagttegn, der er gyldigt på prøvedagen. For Digitalt Jagttegn skal du sikre, at dette er opdateret i appen.
  • Betale prøvegebyret på 264 kr.
  • Tilmelde dig riffelprøven på ”Mit jagttegn”
  • Sikre, at din våbentilladelse er i orden. Nummer på våben og våbentilladelse skal stemme overens, ellers kan prøven ikke aflægges. Våbentilladelsen skal være udstedt til dig, der skal aflægge prøven.

Bemærk, at der ikke kan tilmeldes eller betales på prøvestedet. Betaling og tilmelding kan kun ske på ”Mit jagttegn” og kan senest ske kl. 12.00, tre dage før prøven.

 

Afbud

Afbud til prøven skal foretages senest 4 dage inden prøven. Afbud skal ske ved at afmelde sig prøven på ”Mit jagttegn”. Efter du har meldt afbud, kan du tilmelde dig en ny riffelprøve.

Udebliver du fra en prøve uden rettidigt afbud, herunder ved sygdom, betales prøvegebyret ikke tilbage.

Et indbetalt prøvegebyr, som ikke anvendes til en prøvetilmelding inden medio december samme år, betales automatisk tilbage til NemKonto.

 

Prøvedagen

På prøvedagen skal du:

  • Ankomme i god tid inden din prøve.
  • Forevise gyldigt jagttegn (fysisk eller digitalt) og fotolegitimation med personnummer (f.eks. pas eller kørekort, herunder også knallertkørekort). Digitalt kørekort accepteres. Hvis du ikke har pas eller kørekort, kan du på borgerservice i din hjemkommune ansøge om et legitimationskort.
  • Medbringe våbentilladelse, herunder accepteres digital våbentilladelse.
  • Medbringe det våben, som prøven ønskes aflagt med, tillige med den fornødne ammunition samt eventuelle hjælpemidler.
  • Medbringe høreværn/ørepropper, da de bør bruges, og evt. medbringe skydebriller (visse skydebaner kræver brug af høreværn/skydebriller. Du skal selv undersøge, om det gælder for den skydebane, du skal aflægge prøve på).
  • Medbringe dokumentation for gennemført obligatorisk riffelskydeforløb, hvis det er første gang, du aflægger riffelprøve. "Blanket til obligatorisk riffelskydeforløb" findes på www.jagttegn.dk under ”Riffelprøve”. Blanketten skal medbringes i udfyldt stand til prøven.

Det medbragte våben og den medbragte ammunition skal opfylde gældende lovgivning til jagt på råvildt, for så vidt angår kuglevægt og anslagsenergi. Lyddæmper må benyttes ved prøven.

Husk, at du ikke kan aflægge riffelprøve med et lånt våben, med mindre du selv har en personlig tilladelse til det pågældende våben.

Fotograf: Niels Søndergaard

Våbenbetjening

Til god våbenbetjening hører at:

  • Du ankommer til skydelinjen med åben eller udtaget lås eller knækket våben. Herefter ser du igennem løbet, før du lader første gang
  • Du har åben lås eller knækket våben, hvis du skifter skydestilling
  • Du efterser kammer og magasin efter endt skydning
  • Du forlader skydelinjen med åben eller udtaget lås, eller knækket våben
  • Våbnet må ikke betjenes i eller omkring vandret plan, med mindre det peger mod skiverne
  • Du i øvrigt betjener våbnet på en forsvarlig og sikkerhedsmæssigt korrekt måde


Hvis du får en klikker, skal du rette henvendelse til den prøvesagkyndige og vente 20 sekunder før låsen åbnes. Eventuelle funktionsfejl skal du selv afhjælpe (herunder også klikkere).

Våbenbetjeningen skal foregå på en sådan måde, at den prøvesagkyndige ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, hvad du foretager dig. Hvis du, efter prøvesagkyndiges vurdering, ikke kan betjene din riffel på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, er prøven ikke bestået.

Når våbnet bæres synligt, skal det bæres med mundingen pegende opad og låsen åben. Knæklåsvåben skal bæres knækket.

Efter prøven

Hvis du ikke består riffelprøven, kan du tilmelde dig en ny riffelprøve mod indbetaling af nyt prøvegebyr på ”Mit jagttegn”. Betaling og tilmelding til en ny riffelprøve kan først ske, når dit prøveresultat er registreret af den prøvesagkyndige i jagttegnsregisteret. Det gør den prøvesagkyndige hurtigst muligt, men der kan gå op til 2 hverdage.

 

Klagevejledning

Den prøvesagkyndiges afgørelse i forbindelse med ikke bestået prøve, kan inden 4 uger efter prøvens aflæggelse påklages til Miljøstyrelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klagen sendes til:

Jagttegnsekspeditionen
Tolderlundsvej 5
5000 Odense C

Eller ved brug af digital post. Du kan finde vejledning til dette på Miljøstyrelsens hjemmeside (www.jagttegn.dk).

Har du spørgsmål?

Betina Kirstine Olsen

Administrativ konsulent

Jonas Harboe Jensen

Våbenkonsulent