Buejagt i Danmark
Siden den 1. januar 2024 har buejagt været tilladt på alle jagtbare arter med undtagelse af muflon og vildsvin.
For at gå på buejagt i Danmark skal du både have et gyldigt jagttegn og have bestået buejagtprøven.
Går du på buejagt efter større hjortevildt, skal du være særlig opmærksom. Her har du nemlig pligt til at indberette alle skud til Miljøstyrelsen.
Buejagt på større hjortevildt har tidligere været forbudt. Men siden den 1. januar 2024 har buejagt været tilladt på alle jagtbare arter med undtagelse af muflon og vildsvin.
Er du på jagt efter dåvildt, sikavildt eller kronvildt, skal du vide, at det er lovpligtigt at indberette alle afgivne skud til Miljøstyrelsen. Det gør du digitalt på Miljøstyrelsens hjemmeside. (LINK)
Du skal bruge dit JægerID for at udfylde skemaet. JægerID fremgår af dit jagttegn.
Husk, at du også skal indberette dit vildtudbytte med buen på normal vis, selv om du har udfyldt spørgeskemaet.
En moderne jagtbue er et kraftfuldt våben, som er i stand til at nedlægge alle vildtarter hurtigt og humant.

Fotograf: Christian Lang Jensen
Fotograf: Christian Lang Jensen
I 1999 blev buejagt gjort lovligt i Danmark. Men der blev sat nogle grænser. Den største dyreart, man måtte jage med bue og pil, var råvildt. I de første fem år skulle jægere rapportere alle pile, de skød mod råvildt til Naturstyrelsen, uanset om de ramte eller ej.
Da prøveperioden på fem år var slut, gennemgik Naturstyrelsen alle rapporter. Konklusionen var klar:
”Effektiviteten for buejagt ligger fuldt på højde med riffeljagt, og er bedre end ved jagt på råvildt med hagl”.
En moderne compoundbue kan sende en pil af sted med en hastighed på mere end 100 meter i sekundet, og den gennemskyder nemt et hvilket som helst stykke vildt.
Vær også opmærksom på, at stort hjortevildt reagerer meget hurtigt. Derfor anbefales en maksimal skudafstand på 20 meter med bue, ligesom for andre vildtarter.
Det er også vigtigt, at du trimmer din bue igen, hvis du ændrer på din pil, for eksempel øger vægten på pilen eller skifter til en anden jagtod, et andet pileskaft og/eller faner.
Det er vigtigt aldrig at skyde på stort hjortevildt, når det står spidst til jægeren. Selv ved en lille vinkel spidst mod jægeren vil dyrets knogler i forbenet dække en stor del af hjertelunge-regionen. Dette gælder også for skud fra en platform.
Det anbefales, at dyret står vinkelret på skytten eller optimalt med en lille vinkel hvor dyret står vinklet væk fra skytten (ca. 20 grader fra vinkelret, maks. 45 grader).

Fotograf: Mads Spanggaard Dragsbæk
Fotograf: Mads Spanggaard Dragsbæk
For at styrke buejagten har Danmarks Jægerforbund oprettet to udvalg: Buepolitisk Udvalg og Bueaktivitetsudvalget.
I Bueaktivitetsudvalget sidder en koordinator fra hver af landets otte kredse. De hjælper med at planlægge og samle bueaktiviteterne i kredsene og deltager i udvalgets arbejde.
Rundt om i landet findes der mange buebaner, (LINK) hvor du kan skyde på 3D-dyr. Der findes også flere bueskydeklubber, og du er altid velkommen til at møde op, prøve en moderne jagtbue og få en snak om buejagt.