FM og NM i kombineret jægerskydning
Ved forbundsmesterskabet i kombineret jægerskydning konkurrerer individuelle skytter i fire discipliner. To med riffel og to med haglgevær.
Forbundsmesterskabet (FM) i kombineret jægerskydning er det landsdækkende mesterskab, som kombinerer discipliner fra både hagl- og riffelskydning. Her samles alle, som har lyst til at konkurrere i både hagl- og riffeldiscipliner, og de bedste går videre til det nordiske mesterskab.
Ved mesterskabet konkurrerer individuelle skytter i fire discipliner. To med riffel og to med haglgevær.
Det er ikke nødvendigt at have jagttegn til den pågældende buetype, du stiller op med.
Der skal anvendes bue og pil, som opfylder kravet til buejagt på råvildt jf. Bekendtgørelsen om våben og ammunition, der må anvendes til jagt mv. Dog dispenseres der for krav til anslagsenergi, og der skydes med fieldpoints. Der må anvendes afstandsmåler og kikkert.
Ved skudafgivelse skal en fod, et knæ eller et ben berøre standpladsskiltet/pæl.
En tabt pil, eller en pil der har forladt buen, betragtes som afskudt, såfremt skytten ikke kan nå den fra standpladsen.
Alle deltagere skal skyde et skud til hvert mål fra standpladserne.
Antal mål bestemmes af arrangementsledelsen.
Mål optil råvildtstørrelse skal opstilles jagtrelevant på afstande fra 2-25 meter og skal være stationære. Mål større end råvildt kan opstilles på afstande mellem 2-40 meter.
Som mål anvendes to dimensionale billeder på pilefang eller tre dimensionale figurer (3D) dyr. Mål skal være med to ringe, en lunge og en hjertering. På mål med tre ringe tæller de to inderste som hjertering.
Det tilstræbes, at både højre og venstre skytter oplever samme sværhedsgrad.
Skytterne må ikke ændre på standplads, bane eller målopsætning. Dette medfører diskvalifikation.
Skytterne gennemfører banen i deres respektive hold medfølgende en kontrollant, der er ansvarlig for at notere antal point. Skytterne skyder til ti mål, og der skydes en pil per mål.
Når alle skytter på holdet har skudt sin pil, går gruppen hen til målet, og der bliver talt point sammen. Du må ikke røre dyret eller pilene, før pointene er skrevet op. Hvis dyret er markeret med tre ringe (fire pointzoner), kan du opnå pointtallene 10,8 og 5 da de to inderste zoner begge udløser ti point. Er dyret markeret med to ringe (tre pointzoner), er det kun den inderste, der udløser ti point. Horn og klove tæller ikke. Rører en pil stregen til en scorezone, gælder den højere scorezone.
Der vil være præmier til de samlede vindere nr. 1, 2 og 3 i den traditionelle kombineret jægerskydning, samt vindere nr. 1, 2 og 3 i denne første jægertriatlon (for at vinde jægertriatlon skal du have deltaget i alle fem discipliner).
Der gives desuden medalje til vinderne nr. 1, 2 og 3 i de enkelte klasser – damer, juniorer, seniorer, veteraner og superveteraner.
I tilfælde af pointlighed vil det være resultatet fra skydning til elg, der afgør placeringen. Er der stadig pointlighed, er det først nordisk trap, herefter skud til stående buk og sluttelig jægersporting, der afgør placeringen. Der beregnes point efter "Regler för Nordiskt Mästerskap i Jaktskytte”.
Udover forbundsmesterskabet i kombineret jægerskydning afholdes der hvert år nordisk mesterskab (NM) inden for samme disciplin. Det nordiske mesterskab har til formål at styrke sammenholdet blandt jægere fra de nordiske lande.
Det sker ved, at man mødes til et par hyggelige dage, hvor der konkurreres i de samme discipliner som til forbundsmesterskabet. Afholdelsen af det nordiske mesterskab går på tur mellem de nordiske lande og bliver i de kommende år afholdt som følger:
2026: Finland
2027: Norge
Det danske landshold udtages efter afviklingen af forbundsmesterskabet og må bestå af højest 45 skytter fordelt på 25 pladser, der deles imellem klasserne junior (A20), dame (D), veteran (A60) og superveteran (A70). De sidste 20 pladser tildeles de 20 bedst placerede seniorskytter (A) ved forbundsmesterskabet.