Miljøgodkendelse af skydebaner

Skydebanerne er omfattet af miljøbeskyttelseslovens regler om miljøgodkendelser. En miljøgodkendelse skal sikre, at aktiviteterne på skydebanerne sker i respekt for både dyr, mennesker og planter i omgivelserne.

Foreninger, der er medlem af Danmarks Jægerforbund, kan få hjælp af jægerforbundets skydebaneteam til at udarbejde grundlaget for at søge miljøgodkendelse. Der opkræves en delvis brugerbetaling for arbejdet. 

Processen for miljøgodkendelse af en skydebane omfatter både den lokale jagtforening, en eller flere repræsentanter fra jægerforbundets administration samt kommunen. 

Hvis en eksisterende skydebane ønsker at udvide eller ændre driften eller indretningen af banen, kan det udløse en proces om ny miljøgodkendelse.  

Det er en større opgave at søge om miljøgodkendelse. Det er en god ide, at der på forhånd er gjort tanker om alle ønsker, så det hele kommer med i en sagsbehandling. Det er ikke sikkert, at alle ønsker kan blive virkelighed, men de kan undersøges nærmere. Som en del af forløbet skal foreningen hjælpe med at indhente en række oplysninger og tilladelser hos kommunen. De oplysninger kan tage tid at indhente, og vi anbefaler derfor altid, at jagtforeningerne tager kontakt til jægerforbundet i god tid.

I tidslinjen nedenfor er Danmarks Jægerforbund forkortet som "DJ" mens jagtforeningen er forkortet som "JF"

Proces for miljøgodkendelse af skydebaner

Trin 1)
Ret henvendelse til Danmarks Jægerforbund
Trin 2)
Besigtigelse af skydebane
Trin 3)
Forespørgsel til kommunen
Trin 4)
Opmåling af skydebanen
Trin 5)
Godkendelse hos politiet
Trin 6)
Eventuelle fredninger og beskyttelser
Trin 7)
Sagen behandles
Trin 8)
Endelig ansøgning
Trin 9)
Kommunen behandler ansøgningen
Trin 10
Tilladelse i mål
Trin 1)
Ret henvendelse til Danmarks Jægerforbund

Jagtforening (JF) retter henvendelse til Danmarks Jægerforbund (DJ). DJ og JF drøfter sagen pr. telefon og mail. DJ anmoder JF om at skaffe vigtige dokumenter, der skal indgå i behandling af sagen.

Grænseværdier for støj på skydebaner

De vejledende grænseværdier for skydebaner findes i Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1995. Det er grænseværdierne, der tages udgangspunkt i, når der skal gives miljøgodkendelse til en bane. En grænseværdi angiver det højeste støjniveau af enkeltskud, der må være ved den mest støjbelastede bolig.

Der er forskellige grænser for eksisterende og nye skydebaner. Jægerforbundets konsulent kan ud fra en række oplysninger og kortmaterialer beregne, om en aktivitet holder sig indenfor de grænseværdier, der er gældende. Beregningerne udgør en stor del af grundlaget i en ansøgningen om miljøgodkendelse.  

Støjdæmpende virkning af skydehuse

Med støtte fra Miljøstyrelsen via jagttegnsmidlerne har Danmarks Jægerforbund i samarbejde SWECO-Acoustica udført en række målinger på hvor meget, skydehuse er i stand til at dæmpe skudstøj. 

Ved en støjberegning er det muligt at tage højde for mange faktorer, som for eksempel vejrforhold, terræn med videre. En støjberegning giver et retvisende billede af støjniveauet på en skydebane under varierende forhold.

Undersøgelse af støjdæmpende virkning af skydehuse til flugtskydningsbaner ➜

Hvordan kan forureningen begrænses

I ansøgningsmaterialet skal det beskrives, hvordan skydebanen vil forebygge en forurening af omgivelserne. Det vil primært være forurening i form af støj. Men lerduer og haglskåle kan også være en udfordring. 

Der findes en række muligheder for at dæmpe støj fra skydningen. Der kan blandt andet bygges jordvolde eller opsættes skydehuse. Konsulenten i jægerforbundet kan give råd og vejledning, så den bedste løsning findes til den enkelte skydebane. 

Vilkår og tilsyn

I den endelige miljøgodkendelse vil kommunen sætte en række vilkår op omkring driften. Kommunen har tilsynspligt med skydebanerne. Det vil sige, at kommunen fra tid til anden kommer ud på skydebanen, hvor den kontrollerer, at alt er, som det skal være i forhold til den gældende miljøgodkendelse. Langt de fleste tilsyn er varslede, men kommunen har mulighed for at komme på uanmeldt besøg.

En miljøgodkendelse har som udgangspunkt ikke nogen udløbsdato, men kommunen kan løbende ændre i de vilkår, der er givet i tilladelsen. Det kan være, hvis der for eksempel kommer ny viden på området, der gør det muligt at reducere forureningen. 

Politiets godkendelse af banen

Skydebanens indretning og anlæggelse skal altid godkendes af politiet, inden banen kan tages i brug. Det skal ske for at sikre, at der ikke opstår fare for skytten såvel som for skyttens omgivelser. Politiet udarbejder en "instruks for banens brug", som nævner, hvad den enkelte bane er godkendt til, samt hvilke sikkerhedsforanstaltninger der gælder for brugen af banen.

Hvor hurtigt går det

I jægerforbundets regi findes der omkring 215 aktive skydebaner. Sagerne behandles i den rækkefølge, de kommer ind. Er der skydebaner, der modtager påbud om lukning, får de førsteprioritet. Det er forskelligt hvor lang tid, det tager at komme igennem processen, da det også afhænger af kommunen og foreningen selv. Se mere i den grafiske fremstilling af processen ovenfor.

Brugerbetaling

Foreningen skal betale en delvis brugerbetaling for udarbejdelse af miljøredegørelser og støjrapport samt udarbejdelse af ansøgning om miljøgodkendelse.

Brugerbetalingen udregnes efter, hvor mange skydepladser der indgår i støjberegningen. En almindelig jagtbane har fire skydepladser, en jægertrapbane har fem skydepladser, en jægersportingbane har fem skydepladser, en skeetbane har otte skydepladser og en 100 m. riffelbane har en skydeplads.

  • 1 til 9 skydepladser 16.000, - kr. + moms.
  • 10 til 14 skydepladser 22.000, - kr. + moms.
  • 15 til 19 skydepladser 28.000, - kr. + moms.
  • 20 til 24 skydepladser 34.000, - kr. + moms.
  • 25 til 29 skydepladser 40.000, - kr. + moms.
  • 30 til 34 skydepladser 46.000, - kr. + moms.
  • 35 til 39 skydepladser 52.000, - kr. + moms.


Brugerbetalingen forfalder ved underskrivelse af samarbejdskontrakten.

Udover brugerbetaling kan foreningen skulle betale gebyrer til indsendelse af diverse tilladelser samt eventuel akkreditering eller kvalitetssikring af støjberegning.

Har du spørgsmål?

Morten Thim Jensen

Specialkonsulent og projektleder, GIS og Skydebaner